Du er her

Billedkunst

For dig der gerne vil fordybe dig i billedkunsten

 

For dig der gerne vil fordybe dig i billedkunsten og glemme alt om tid og sted … og for dig der bare kan lide at tegne og slippe fantasien løs:

På billedkunstlinjen får du en fantastisk mulighed for at beskæftige dig med billedkunst på et fagligt højt niveau sammen med andre unge med samme interesse.

Her kan du dygtiggøre dig og erhverve dig håndværksmæssige færdigheder, samtidig med at du lærer at idéudvikle, eksperimentere med form og indhold og arbejde med kreative processer med henblik på at udvikle dit eget kunstneriske udtryk.

På billedkunstlinjen kan du kvalificere dig til at søge om optagelse på BGK.

OPTAGELSE 
Du skal have en vis erfaring med at arbejde med billedkunst. Optagelse på billedkunstlinjen forudsætter derfor, at du afleverer/indsender tre værker, som du selvstændigt har skabt. Det kan være tegning, maleri, skulptur, foto, video eller andet.

Værkerne afleveres på Musik & Kulturskolens kontor eller indsendes digitalt til awh@ringsted.dk senest 1. oktober. Husk at forsyne værkerne med navn, telefonnummer og email-adresse samt at mærke dem ’Akademi K’.

På basis af dine afleverede/indsendte værker indkaldes du efterfølgende til en optagelsessamtale, hvor vi snakker om din motivation for at gå på Akademi K, og hvordan du kan få mest muligt ud af forløbet.

FAGBESKRIVELSE

Som elev på billedkunstlinjen stifter du bekendtskab med billedkunstens mangfoldige udtryk i teori og praksis.

Vi vil lade os inspirere af den professionelle kunst og afprøve forskellige materialer, teknikker og udtryksformer inden for tegning, grafik, maleri, skulptur, foto, animation, video, performance, lyd- og installationskunst.

Vi vil også kigge på kunst, reflektere over værkernes betydning og sætte ord på det vi ser, så vi sammen får en fælles forståelse for kunsten.

På billedkunstlinjen vil vi veksle mellem individuelle og fælles kunstprojekter, der giver plads til faglig fordybelse såvel som samarbejde og inspiration, sparring og udveksling af ideer.

Vi har eget værkstedslokale på Ringsted Musik & Kulturskole. Med et indrettet billedkunstværksted gives de bedste rammer for elevernes kunstneriske udfoldelse.

UNDERVISER
Undervisningen varetages af billedkunstner Astrid Winsløw Hammer, der er uddannet ved Det Jyske Kunstakademi. Astrid underviser i billedkunst for børn og unge på Ringsted Musik & Kulturskole og er desuden afdelingsleder for det treårige billedkunstneriske grundkursus BGK Roskilde

Undervisningen foregår på Ringsted Musik & Kulturskole torsdage 16 - 20 (se undervisningsplan i menu)

TILMELDING
Læs om tilmelding her.

Hør elever fortælle om at gå på billedkunst linjen på Akademi K: